Afhentning af lejebil
Der opfordres til tålmodighed. Selv om man har bestilt leje hjemmefra i god tid, er der mange formaliteter der skal ordnes.
Efter en lang flyvetur kan det mildt sagt godt være en udfordring at beholde begge ben på jorden. Du vil blive tilbudt en hel masse ekstra som du skal betale for. Som oftest kan du sige nej til det hele. Vær standhaftig. Du skal dog selvfølgelig sikre dig, at al forsikring er inkluderet.
Ekstra gebyrer med i rejsebudgettet
Vær også opmærksom på, at hvis du skal aflevere bilen i en anden by, end hvor den afhentes, kan der godt komme en pæn sum oveni prisen. Det kan godt være et par hundrede dollars, alt efter hvor langt du skal køre.
Tjek også, at du ikke kommer til at betale ekstra for, at udlejningsselskabet fylder bilen op, når du afleverer den igen.
Som oftest, skal man have haft kørekort i minimum et år, for at man kan leje bil.
Tjek bilen på afhentningssted
Det er en fordel hvis du lige tjekker bilen, inden du kører fra udlejningsstedet. Hvis du for eksempel har lejet med fuld tank, er det vigtigt at du lige tjekker. Her et par tips der har vist sig at være nyttige:
• Tjek i hvilken side brændstof skal fyldes på.
• Tjek lygter. Hvor tændes nærlys, og virker lygterne?
• Tjek blinklys og vinduesviskere/sprinkler.
• Tjek at der ikke er nogle store skrammer.
Tag eventuelt et foto til dokumentation, hvis du finder nogle.
Kørsel i byerne
Jeg fik en ilddåb på mit første roadtrip. Afhentning af lejebil trak ud, og jeg endte i Las Vegas myldretrafik. En lidt skræmmende oplevelse efter en meget lang rejse fra Danmark.
Den oplevelse jeg har haft i det vestlige USA, er dog, at man giver plads til hinanden – også i myldretrafik. Men man skal selvfølgelig stadig være opmærksom på, om der gives plads, hvis man skal over i en anden vejbane.
I byerne (store som små), er det i et lyskryds tilladt at dreje til højre, selvom der er rødt. HVIS man vel at mærke ikke er til gene for trafikken. Det tager lige lidt tilvænning, men ellers husker man på det den første gang der holder bag ved en og dytter. De steder hvor det ikke er tilladt, vil det være markeret på skilte i krydset.
Det er en god ide, at sætte sig ind i færdselsreglerne, der måtte afvige lidt fra de danske.
Væn dig til store afstande
I USA er der længere til alting end i Danmark. Hvis du spørger om vej, og ”en af de lokale” siger: ”lige rundt om hjørnet” eller ”lidt længere ned af vejen”, kan det godt være 20 minutters kørsel længere væk.
Færdselskontrol!
Highway patrol er til stede alle vegne. Nogle veje er overvåget fra luften eller via kamera og radar. Så mit råd er: Overhold fartgrænserne, og kør hensynsfuldt. Desuden får man en klækkelig bøde, hvis man smider affald på vejene. Omkring 500-1000$.
Yderligere om færdselsregler i USA
Find gode råd på FDM:
Gode råd om trafik og kørsel i usa, kør-selv ferie og færdselsregler.
Information om billeje og færdselsregler i USA.
Rastepladser
Hvad vi betegner som en rasteplads i Danmark, er et mere sjældent syn på de amerikanske veje. Men kig efter afkørsler til ”Rest stop”. Der er som oftest borde, toiletter og nogle gange automater hvor man kan trække nogle snacks og drikkevarer.
Hvis der står ”gas and food” ved afkørslerne, er det oftest en samling af en masse fastfood-kæder. Her er alt hvad maven begærer – måske med undtagelse af det sunde. Men der findes velassorterede tankstationer der har de sundere snacks. Nogle steder kan man også støde på en subway, hvis man vil have en sundere sandwich.
Nemt at færdes i USA
Med en god forberedelse, er man godt på vej. Det er nemt at færdes i trafikken i USA, når først man har vænnet sig til de anderledes skilte. Der er en større hensyntagen til hinanden end man har i den danske trafik (i hvert fald hvad jeg har erfaret i det vestlige USA). Der kan selvfølgelig være undtagelser i storbyerne.