Jeg har fået utallige anbefalinger af disse steder der ligger som perler på en snor: Sortsø strand, Stubbekøbing, Hesnæs strand, Pomlenakke, Halskov Vænge (Fortidsmindeskoven).
Vores udgangspunkt er Nakskov på Lolland, hvorfra vi tog afsted en lørdag formiddag. Med køletasken og kameraet pakket, var vi klar til at tage på opdagelse på Falster.
Proviantering
Vores første stop var proviantering i Maribo hos Café Vin & Brød, hvor vi købte nogle lækre sandwiches til vores frokost og en dobbeltbagt croissant med rabarber til kaffen (der smager ligeså vidunderligt som det lyder).
Afsted på motorvejen til afkørsel 43 ved Nørre Alslev, og herfra er der faktisk kun 6 kilometer til det næste stop ved Sortsø strand.
Bilen blev parkeret, og en lille sti førte igennem et skovstykke ned mod vandet. En vidunderlig lille strand med en flot udsigt til Farøbroen. En frisk brise havde også fået kitesurferne ud på vandet. Et stilfærdigt sted at nyde udsigten og mærke forventningens glæde.
Stubbekøbing
Jeg har hørt meget om Stubbekøbing og den lille færgehavn med forbindelse til Bogø. En hyggelig og stemningsfuld havn, hvor man denne dag kunne købe friske blomster og frisk, billig fisk. De lokale vi mødte talte meget varmt om fiskehandleren ved havnen. Det gode ved sådan en tur er, at man ofte møder de mennesker der kender området bedst, og man får derved også lokal insider-viden om de gode ting og steder.
Ved havnen spottede vi den stemningsfyldte butik Stubbekøbing Vinhandel i den gamle stationsbygning. God stemning, god betjening og rigtig god vin præsenteret i de smukkeste rammer ved havnen.
På facebook har jeg fulgt en butik med franske lopper, som også fik et besøg. Den ligger kun en lille gåtur fra havnen, eller man kan parkere ved kirken. Butik Brocante er fuld af fransk elegant stemning. Indehaverne henter selv lopperne hjem fra Frankrig.
Naturperler
Man kan bruge masser af tid i naturen i denne del af Danmark – mere tid end vi havde på denne endagstur, og vi vil helt sikkert tilbage til området for at opleve landskabet mere til fods. Vores næste stop var Hesnæs strand.
Da vi kom til Hesnæs, var det første vi bemærkede de usædvanlige stråtækte huse, som er arkitekttegnede fiskerhuse. Man ser dem kun i området ved Hesnæs. Vi valgte at parkere ved Pomlenakke, og derfra gik vi en tur igennem skoven. Der var en fantastisk udsigt og næste gang vi kommer forbi, skal vi helt sikkert en tur ned på stranden, så man kan få et blik udover de flotte stejle skrænter fra sø-siden. Her kan man bruge mange timer på at opleve og opdage naturen. Et smukt sted at spise sin frokost fra Pabst (Café Vin & Brød) – og når Pomlenakke traktørsted (med den fantastiske udsigt) åbner 1. juni, er vi helt klar til at tage en tur mere. Ikke langt derfra ligger Halskov Vænge (Fortidsmindeskoven).
Et eventyrligt sted
Halskov Vænge – Fortidsmindeskoven. Et smukt naturområde der nærmest virker eventyrligt, som at gå ind i en anden verden. 78 fortidsminder – heraf 72 gravhøje. De ligger tæt, og skoven er fuld af eventyrlige oplevelser. Vi så kun et udvalg af de mange gravhøje, så det er helt sikkert også et sted der fortjener et gensyn. Det er et fantastisk sted at gå på opdagelse og få fantasien sat på arbejde.
En dag med masser af gode indtryk og oplevelser på Falster. Et område der skal udforskes nærmere henover sommeren. Der følger i hvert fald også en stor anbefaling med fra denne imponerede Lollik. Måske ses vi?
Læs også min guide med forslag til ture på Lolland – fra Guld til muld.