Læsetid: 6 minutter

EN TRUET ART

Bjerggorillaen er en truet dyreart. I skrivende stund, estimeres det, at der er omkring 880 tilbage i verden. Tallet er dog langsomt stigende takket være bevaringsindsatsen. I 2013 var der omkring 800. Omkring 400 af dem er i Bwindi Forest i Uganda.

I mange år har min mand og jeg delt drømmen om, at se og møde de store planteædende bjerggorillaer på deres eget territorie –  at opleve dem, hvor de har hjemme, og lever som bjerggorillaer gør bedst – i regnskoven hvor de selv finder føde, og lever i et kærligt fællesskab. I efteråret 2013, blev denne drøm til virkelighed, og jeg troede næsten ikke på at det var virkeligt, før jeg sad et par meter fra den ældste silverback i Bitukura familien.

Gorillaer i disen

En tidlig morgenstund klokken 5.30 blev vi inddelt i grupper og afhentet af hver vores chauffør, der skulle bringe os sikkert til Bwindi Forest. Turen gik op af et bjerg. Solen stod op over dalene, og der mødte os et bjergtagende syn – et foto ville ikke yde det retfærdighed. Tågen bugtede sig imellem træerne i dalen som et smukt tågehav – et betagende drømmesyn.

Trackere finder spor

Trackere finder spor efter gorillagrupperne tidligt om morgenen (omkring kl 4), og når de ved hvor gruppen er, giver de besked til vores guide om hvor vi skal hen. Vi har ingen anelse om, hvor langt vi skal trekke inden vi når gruppen. Det kan vare op til flere timer – i tæt regnskov – hver vej.

Opførsel

Ved lejren hvor vi samledes, fik vi en introduktion fra vores guide om den gorilla gruppe vores lille selskab på 6 personer skulle besøge – ”Bitukura” hedder den. I kølvandet, fulgte også informationer om opførsel.

Guiderne er uddannet til at omgås naturen og gorillaerne. De ”taler” deres sprog. Så alt hvad de beder os om, skal vi gøre for vores egen sikkerheds skyld. Ingen høje råb og lyde. Ingen blitz på kamera da det skræmmer dem. Tjek kamera og funktionerne inden vi kører ind til regnskoven. Sørg for at bruge vandrestokkene – der er nogle steder ufremkommeligt terræn – ingen stier eller veje.

Vi må ikke opsøge gorillaerne, og hvis de selv er nysgerrige og indleder kontakt, skal vi forholde os passive. Hvis vi skal på toilettet, skal guiden have besked, og så skal der graves et hul, som bagefter skal dækkes til igen – så vi ikke efterlader vores spor. Jeg har aldrig været specielt glad for det primitive campingliv, men jeg var næsten villig til at finde mig i alt, for at se bjerggorillaer.

Vi skulle nu bare vente på trackerens opringning til guiden om hvor vi skulle hen…… Nu var det praktiske på plads, og vi ventede i spænding på, at det skulle blive meget mere virkeligt.

Opringningen kom en halv time efter – ”så kører vi”!

Bevæbnet ranger

Vi blev sat af på en grusvej ca. 10 minutters kørsel fra lejren. En tracker dannede fortrop med en machete, så han dannede en sti i det stejle terræn og det ufremkommelige krat. Derefter guiden, vores selskab og bagtrop en vagt med en AK47. Bagtroppen skulle man lige vænne sig til. Men man følte sig tryg. Vi var trods alt på ukendt terræn på vej til at se gorillaer og der var mange andre dyr vi kunne møde på vores vej – blandt andet skov elefanter. For ikke at tale om krybskytter. Men jeg følte mig tryg!

Det var spændende at være på ukendt grund, men også hårdt at trekke ad meget stejle skråninger med tæt bevoksning og løs jord og blade – men pludselig, efter en halv time, sagde vores guide, at vi skulle efterlade vores stokke (fordi det skræmmer gorillaerne) og tasker, og medbringe vores kamera. Først forstod vi ikke helt hvad der skete – men det var virkeligt nu – hele kroppen dirrede af spænding.

taet_paa1

Gammelfar

Vi blev ført ind i en lysning, hvor det smukkeste syn kom os i møde. En gammel silverback, der holder sig lidt på afstand fra resten af gruppen. ”Gammelfar” – alle var helt stille, med tårevædede øjne. Vi delte alle ærefrygt. Han var omkring 4 meter fra os. Han lå og hyggede sig, og fandt sig bare i vores tilstedeværelse. Jeg var dybt taknemmelig. For dette syn, dette majestætiske fantastiske dyr.

Pludselig siger guiden ”NÅR han angriber, kigger i bare den anden vej” – WHAT?

Hun må have læst hans signaler, for ikke længe efter, rejste han sig op og slog sig på brystet imens han trådte et skridt frem imod os. Vi kiggede alle væk, og det accepterede han åbenbart. Men han gad ikke at kigge på os mere, så han forsvandt roligt ind i krattet.

Mød gorillafamilien

Vores selskab fulgte efter, og guiden havde spottet nogle unger langt oppe i træerne. Dette er tegn på, at resten af gruppen er meget nær. Vi fulgte gruppen. Når de flyttede sig, gik vi med. Indimellem udstødte vores guide nogle lyde, der på gorillasprog betyder ”vi er rolige, vi bringer ikke ondt”.

På et sted så vi både en silverback, en mor med unge, og legende unger, der hoppede rundt i de høje træer, imens de kigge undrende på os. På dette sted, satte jeg mig ned, og opdagede pludselig en Gorillaunge lige ved siden af mig i krattet. Smukt og fredfyldt i gang med at spise- ”JEG SIDDER LIGE VED SIDEN AF EN GORILLAUNGE DER SPISER”. Mit hjerte var fyldt med taknemmelighed – det var idet hele taget bare fyldt. Al denne naturens skønhed. Mit hjerte kunne ikke blive større end dette øjeblik.

Der var flere hanner, men vi så også den dominerende silverback – vi holdt vejret – kæmpe stor, ikke faretruende, MEN FARLIG FLOT. Han accepterede vores tilstedeværelse, selvom han var omgivet af de fleste fra sin gruppe. Det var fascinerende at se, hvordan en voksen gorilla,  bare brækkede stykker af sukkerrør, som en mand med machete skal arbejde for at få bugt med. Man var HELT rolig!

Vi måtte kun være sammen med gorillaerne en time. Den korteste time jeg nogensinde har oplevet.

Farvel – og på gensyn?

Det sidste møde vi havde med et medlem af Bitukura familien, var en han der var kommet til skade. Han havde fået afskåret nogle af sine fingre i en fælde, så det så ud som om han konstant gav ”fingeren” og vores exit fra Bwindi Impenetrabe Forrest, resulterede hermed i, at han gav os ”the finger”- Tak for jeres besøg- tak fordi i går.

Det er svært helt at sætte ord på, men alle mine forhåbninger, drømme og følelser omkring disse sindige menneskeaber, blev indfriet til fulde.

Det var en gribende, dybfølt glæde der bredte sig i mig og en ærefrygt overfor disse fantastiske gorillaer.

Læs mere om bjerggorillaerne:

WWF (Verdens Naturfonden, Danmark) – om deres arbejde med bjerggorillaerne.

Læs mere om Bwindi National (Impenetrable) Forest.

Tidligere artikelMonument valley
Næste artikelBøger: Roadtrip USA