Læsetid: 4 minutter
muzungu_postcard
Dette billede er fra et postkort købt i Uganda.

How are you Muzungu?

I Uganda, blev vi mødt med glæde, uanset hvor vi bevægede os hen. Selvom vi bare passerede en lille landsby, blev vi af børnene mødt af tilråb Muzungu! How are you Muzungu! (Mzungu). Der var glæde i de tindrende øjne og de brede, varme smil. Vores guide smilede selv bredt, og sagde ”det betyder hvidt menneske”. Brugen af ordet, er som et navneord, og er en hilsen, som hvis man råber sin vens navn. Jeg kan dog ikke komme i tanke om nogen tilsvarende dansk hilsen, som ikke ville virke diskriminerende eller stødende.

Men måden de agerede på, smilende, glædesfyldte, virkede på ingen måde skræmmende, men derimod imødekommende, glædelig og på samme tid meget fremmedartet og forunderlig. Al denne glæde og imødekommenhed, som vi i vores dagligdag godt kunne have behov for at udvise – fremfor den utilfredshed der ofte – uklædeligt – kommer til udtryk, selv når vi har alt.

Vi oplevede også en børneflok på fem, der blev stående, meget roligt og afventende på afstand fra vores lille selskab. I vores lille bus, var der et transportabelt køkken, som vi stillede op udenfor når vi var på farten – hvor det ellers kunne lade sig gøre, og hvor der var plads. På skift, hjalp vi vores guide/kok med at lave mad. Han sagde at vi bare skulle ignorere at de var der. ”De kommer for at få rester, og de ved godt, at det er uhøfligt at gå herhen, og at de ikke får noget, hvis de optræder uhøfligt eller er pågående”.

En stor gave

Det var lidt svært at ignorere den lille flok på fem, der havde taget positur 20 meter fra hvor vi sad. Men efter måltidet, kaldte vores guide dem hen til sig. De gik roligt og lidt forsagt hen til lejren, og fik noget brød og frugt vi havde tilovers. Deres glæde var overvældende og hjerteskærende at være vidne til. Men det der gjorde størst indtryk var, da den mindste i flokken fik en stor tom plasticdunk til 10 liter. Først forstod jeg ikke hvorfor det var så stort, men vores guide forklarede, at denne stolte lille pige, nu kunne komme hjemmed en gave til sin mor, som ikke længere skulle gå så mange lange ture hver eneste dag for at hente vand, idet hun kunne bringe mere vand hjem ad gangen. Så dette var en stor gave, for en lille pige, at bringe hjem.

Affald fra plastic er et stort problem i Uganda. Derfor blev vi bedt om, at købe store dunke med vand, så vi ikke leverede endnu mere ubrugeligt plasticaffald til Uganda. Alt hvad der kan genbruges, bliver genbrugt, og intet går til spilde. Ligesom den store 10 liters dunk. Dette sad – og sidder stadig – dybt i mig da jeg kom hjem. Jeg blev mere opmærksom på al det uanvendelige affald vi tager med os hjem, når vi handler i supermarkedet. Hvorfor skal en vakuumpakket mørbrad pakkes ind i endnu en plasticbakke med plastic omkring? Og hvorfor skal en klase bananer pakkes ind i plastic? Der er så meget spild, og alt for meget plastic i vores emballage.

Uganda er et frodigt land, og man bliver modtaget med smil og glæde. Det mindste man kan gøre som turist i Uganda, er at udvise den samme tillid og respekt, som befolkningen udviser dig. Efterlad ikke affald i naturen, og opfør dig med respekt og ydmyghed overfor kulturen, befolkningen og naturen.

Uganda i mit hjerte

Hvis man færdes hvor der ikke så ofte kommer turister, kan befolkningen godt udvise lidt større generthed. Men stadig er smilet allesteds nærværende. I en af de større byer vi passerede, gjorde vi holdt for at proviantere hos en lille købmand. Da jeg var kommet ind i bussen igen, fik jeg øje på en kvinde der sad på verandaen ude foran købmanden sammen med sit lille barn. Hun sad halvvejs med ryggen til, men barnet havde udsigt til bussen, og kiggede op på mig, og alt var som fortryllet. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra hende igen, og hun kunne heller ikke få øjnene fra mig. Hun smilede og kluklo, og hendes mor skævede op mod bussen, og smilede genert op til mig med et udtryk i øjnene, der viste taknemmelighed og forståelse. Jeg var fortryllet. Et meget specielt øjeblik, der står fastbrændt på min nethinde, og i mit hjerte.

muzungu
Fra Queen Elizabeth National Park hos en familie der solgte brugskunst og trommer. Damen og barnet ved købmanden, fik jeg ikke taget et foto af – da jeg syntes det ville have været totalt upassende.
Tidligere artikelRejs med håndbagage
Næste artikel10 råd – forberedelser før afrejse