Større frihed og tidsbesparende
En stor del af de rejser eller ture jeg tager på, kan jeg nøjes med en håndbagage – det er i hvert fald hvad jeg foretrækker hvis det er kortere ture, og destinationer hvor jeg ved hvad jeg får brug for. Men når jeg pakker min håndbagage, overvejer jeg også, hvad jeg kan få brug for på selve rejsen – flyturen.
Hvis man skal på storbyferie med cafébesøg, shopping – og hvad der ellers hører til et velbesøgt storby-ophold, kan man selvfølgelig ende med ekstra bagage på hjemturen. Du kan vælge at tage en lille kuffert med som håndbagage (der vel at mærke overholder flyselskabets krav til vægt og størrelse), og købe en sammenfoldelig taske/rygsæk, der ingenting vejer (fås ofte også billigt), som kan bruges til håndbagagen på hjemturen.
Hvor skal du overnatte? Er det et velassorteret hotel med håndklæder (og sæbe/showergel/shampoo), er der ingen grund til at lade det fylde i kufferten, medmindre du selvfølgelig af bestemte årsager, bliver nødt til at anvende nogle bestemte produkter. Dog har mange hoteller efterhånden produkter uden parfume, parabener mv. (tjek med det enkelte hotel).
Køb et rejsesæt med gennemsigtige flasker/krukker á 100 ml (kan ofte købes for en flad 10’er), hvis du gerne vil have dine egne produkter med. Det fylder mindre i håndbagegen og opfylder desuden flyselskabernes krav om væsker og lignende i håndbagagen. Dog i alt max 1 liter.
Skal du på solferie, og planen er at dase ved stranden eller poolen, er der ingen grund til at lade fladejern og føntørrer fylde i oppakningen – mange hoteller har også føntørrer på værelset – og spørg dig selv om du virkelig får brug for et fladejern. Hvis du får brug for dit eget håndklæde, kan der købes letvægtshåndklæder, der fylder og vejer meget lidt – og desuden tørrer hurtigt. Solcremen kan man selvfølgelig heller ikke undvære, men du kan ikke tage store emballager med i håndbagagen. MEN man kan altid købe solcreme på destinationen, hvis man skal på solferie. De har alle fornødenheder – enten i lufthavnen eller på hotellet.
Til de kølige aftener kan du måske få brug for en varm trøje – men tag den på i flyveren. På flyveturen tager jeg altid tøj på der kan holde mig varm – så fylder det ikke i kufferten, og jeg sidder ikke og fryser når først ventilationen for alvor sætter ind i flyet på vej til destinationen.
Når man kun rejser med håndbagage, kan man desuden nemt tjekke ind hjemmefra og enten printe boardingkort, eller få dem på telefonen. Så kan man gå direkte til sikkerhedstjek i lufthavnen.
Længere tur – mere bagage
Går turen til en destination, hvor der er brug formere udstr til skiftende vejrsituationer og desuden er en rejse der strækker sig over længere tid, kan man ikke altid undvære at tjekke bagage ind. Et godt råd er – altid at pakke håndbagagen med de mest nødvendige ting i tilfælde af, at den indtjekkede bagage går tabt. Sørg altid for, at de nødvendige papirer, billetter, værdigenstande mv. er pakket i håndbagagen (kamera osv, vil jeg IKKE pakke i indtjekket bagage). Hvis din indtjekkede bagage går tabt, og først skal lokaliseres, kan der gå nogle dage før du har den igen (hvis alt går vel). Pak de nødvendige toiletsager, ekstra bluse, trusser, kontaklinser mv. i håndbagagen. Men pak let – og kun det absolut mest nødvendige.
Letvægtsbagage
Hvis håndklædet ikke kan undværes i bagagen, har jeg god erfaring med et letvægts mikrofiber håndklæde. De fås i alle størrelser, og fylder og vejer minimalt i bagagen og tørrer desuden hurtigt.
Generelt synes jeg det er mindre stressende på de kortere ture, at rejse med håndbagage, da jeg er sikker på at få bagagen med mig, og jeg pakker derfor ikke alt muligt jeg ikke får brug for, da man skal overveje nøje vad man vil have med, hvis der skal være plads i håndbagagen. Jeg nyder at man kan gå direkte til sikkerhedskontrol, og ikke skal møde op i lufthavnen et par timer før afgang.
Foto i toppen fra pixabay.com