Glæde, sol & varme smil
Costa Del Sol – de fleste der rejser hertil tager på badeferie, hvilket er en skam for de oplevelser man kan gå glip af, hvis bare man bevæger sig lidt længere ind i det Andalusiske landskab.
Smukke Competa
Competa er en lille bjergby, der ligger 54 km fra Malaga (ca. en times kørsel), men kun 30 minutters kørsel fra havet. Byen ligger i en ”gryde” i et smukt bjerglandskab og er omgivet af en stor naturpark, hvor der er masser af muligheder for trekking/vandring. Man kan både dase og lade op, men der er også rig mulighed for action, da der arrangeres ture igennem Salamander Tours i Competa – de byder på både canyoning (trekking i vand, klatring, rapelling), klatring, caving (klatring i huler/underjordiske huler), leje af mountainbikes og flere daglige ture med 4×4, hvor man med en lokal guide kører på tur i naturparken – og endda til MEGET rimelige priser. Det er også muligt at booke ture på hesteryg igennem naturparken af varighed 1,5 time op til et par døgn.
Smalle gader
Byen Competa har smalle, meget stejle gader op og ned, så bare det at gå en tur i byen, giver ekstra motion, men byen i øvrigt lægger meget op til afslapning, nydelse – af det gode liv – af samværet – stilheden og ikke mindst omgivelserne. På trods af sine blot 3.900 indbyggere, der er fordelt på 29 forskellige nationaliteter, er der et internationalt strejf blandet med det autentiske spanske/Andalusiske. Folk er meget smilende, hjælpsomme og glade – også selvom man ikke sprogmæssigt forstår hinanden, er de meget hjælpsomme. Man kan dog finde nogle der taler engelsk – og hvis man er heldig også dansk, da der bor en del danskere i byen.
Transport til Malaga
Der køres med både knallerter/ATV og biler i de smalle gader (hvilket også tydeligt ses på bilernes buler). Der er flere taxaer i byen der gladeligt kører dig til andre destinationer. Hvis du er en modig chauffør, kan man selvfølgelig leje en bil i lufthavnen, men da en del af turen til Competa foregår ad stejle, snoede bjergveje, skal man være meget forsigtig. Lige overfor turistinformationen i Competa, afgår der en bus til Malaga 3 gange om dagen – det er supernemt, og turen koster kun 4,51 euro (ca. 34 kr.) – dog tager turen med de mange stop omkring 2 timer, men det er nemt og billig transport(Med aircondition i bussen). Man bliver sat af centralt ved busstationen i Malaga, og stiger på igen hjemad det samme sted.
I Competa er der alt for hele familien – både dem der vil have action, og dem der vil have afslapning, sol og varme – og så ligger Malaga jo ikke så langt væk hvis man vil have mulighed for SUPERSHOPPING.
Flere danskere har feriebolig/hus i Competa, og lejer dem ud. Derudover, er der også mulighed for overnatning på Hotel Balcon de Competa – som har en fantastisk udsigt (og udendørs swimmingpool). På hotellet er de i øvrigt meget hjælpsomme – også selvom du ikke er gæst på hotellet. Vi blev båret igennem, da vi skulle have printet vores boarding pas til hjemturen. Venlighed, åbenhed, charme og hjælpsomhed!!
Læs mere om området og Hotellet her: http://www.hotel-competa.com/en
Læs mere om Salamander-tours og hvilke muligheder der er for action/aktiv ferie i området:
http://www.malaga-aventura.es/multi-adventure/index.php
Mere om malaga: http://www.malagaturismo.com/en
Competas officielle hjemmeside – dog kun på spansk: http://www.competa.es/
Turistinfo fra Competa: http://www.turismocompeta.es/index.php/en(Her finder du også afgangstider til bus til/fra Malaga –http://www.competa.es/index.php?option=com_content&view=article&id=314:horario-autobuses&catid=25:interno&Itemid=225)
Leje af ferieboliger i Competa:
http://www.feriebolig-spanien.dk/Competa/ferieboliger
(priser fra 1300 pr. uge)Tips til ferien, butikker, officielle instanser, bustider mm. Mærkværdigt nok en tysk hjemmeside, men den kan også ses på engelsk: http://www.competa-online.de/free/pueblos1/competa/competawein-gb.html
Den søde vin…
Competa er meget stolt af sin produktion af vine. Vi smagte et par stykker af dem, men den jeg syntes var bedst, var den søde Competavin (Dulce), som er en sødlig muscat vin, som smager fantastisk afkølet, på en sommeraften. På tapasbaren ”El Recreo”, som ligger lidt nede af gaden til højre for kirken, kan man smage forskellige Competavine i et enkelt glas – så man ikke har nødt at købe en hel flaske. Vinen kan købes i flere forretninger hvor de sælger lokale produkter som honning, olivenolie og vin mv.
Keramik og kunsthåndværk
I Competa er der nogle charmerende butikker, der forhandler lokalt kunsthåndværk og lokalt fremstillede varer. På hotel Balcon De Competa og turistbureauet, fås nogle gratismagasiner med kort over byen og annoncer for nogle af de lokale butikker. Men butikkerne ligger rimeligt centralt i bymidten, så du finder dem nok hvis bare du traver lidt rundt i den charmerende by.
Marked hver lørdag
Fra kl. 9-13.30 er der stort marked med lokale varer, frisk frugt og grønt, nødder og oliven en masse og selvfølgelig også masser af keramik, tøj, håndarbejde, smykker, tørklæder, tæpper mv. Markedet er ved byens store centrale parkeringsplads – ikke langt fra Turistbureauet.
Spisesteder
Der er masser af spisesteder i Competa, men af dem vi fik afprøvet, vil jeg anbefale to: El Recreo – en tapas bar/restaurant, der ligger tæt på kirken ved Plaza Almijara (Gå ned ad vejen til højre for kirken, og den ses på venstre hånd lige efter) – der er venlig, smilende – nærmest feststemt betjening, og det er god mad til rimelige priser – gode friske råvarer. Pizzaer fra restaurant Siddharta (C/ San Antonio 77) kan varmt anbefales -simpelthen den bedste pizza jeg har smagt (og jeg har smagt en del).
Vandreruter på egen hånd
Der er masser af muligheder for at få slidt på vandreskoene i den omkringliggende naturpark. På turistbureauet kan man få hjælp og vejledning til de forskellige vandreruter – længde og cirka varighed af ruterne. Hvis du bevæger dig ud på en vandrerute, så hav masser af drikkevand med og evt frugt/juice….og for alt i verden….husk solcremen og smør dig ind flittigt undervejs – også selv om det ”kun” er en to timers tur. Vi var ude på en 1,5 timers rute og endte med en tur på 3,5 timer – da der et enkelt sted var tvivl om skiltningen – vi gik til venstre hvor vi skulle være gået til højre, så det fik os ud på en lille omvej, men det var stadigvæk en fantastisk udsigt og en dejlig vandretur.
Competa en charmerende perle – masser af små kroge med charmerende blomsterdekorationer og flotte døre og udsmykninger. Så tag traveskoene på, og udforsk omgivelserne. Kirken på den centrale Plaza Almijara, er der lys i kirketårnet hele natten, og ligeledes i gaderne. Gå eventuelt en tur rundt i de sene aftentimer og få den hyggelige stemning med af lysene i gaderne.
Malaga
Malaga er en dejlig by med masser af muligheder for shopping, og samtidig få en kulturel vitaminindsprøjtning. På denne tur, besøgte vi Alcazaba, som er et fæstningsværk opført af maurerne i midten af det 11. århundrede. Ved siden af indgangen til Alcazabaen, ligger ruinerne af Malagas romerske teater, der går tilbage til det 2. århundrede f. kr. Materialer fra det romerske teater, benyttedes til opførelsen af Alcazabaen.
I det 15. århundrede overtog romerne alcazabaen efter maurerne, og der ses derfor tydelige spor i arkitekturen efter både romerne og maurerne. Et flot bygningsværk, hvor man bevæger sig stejlt opad, indtil man når fæstningens højdepunkt, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Malaga.
Alcazabaen ligger ikke langt fra den smukke katedral i Malaga – et smukt bygningsværk midt i det gamle kvarter, hvor der ligeledes er et blomstrende shopping/cafeliv. Området omkring katedralen byder på masser Af spændende butikker, flotte og charmerende bygninger og stræder.
Hvis du går til fods fra busstationen, kan det anbefales at gå langs den store hovedvej/allé, Paseo Parque, som er frodig og smuk med blomster og palmer. Her har man også mulighed for at køre en tur med hestevogn.
Shopping
I Malagas historiske centrum, er der masser af shoppingmuligheder, men hvis man vil på supershopping kan El Corte Ingles anbefales – her findes alle de store mærkevarer og spanske specialiteter. I delikatesseafdelingen, fandt vi nogle spanske øl der havde lidt mere substans end de almindelige cervezas vi havde fået fra fad.
Se mere om hvilke varer shoppingcentret kan byde på: http://www.elcorteingles.es/
Vi var også et smut forbi bolig/møbelafdelingen og så nogle fantastiske møbler af Timothy oulton – og lad mig udtrykke det således: Det var fantastisk inspirerende og imponerende – også selv om man ikke har råd til at anskaffe sig de fantastiske møbler til sit eget Casa. Der var blandt andet en udstilling af stole, spisebord, arbejdsbord og reoler der var fremstillet af gamle flydele. Allle materialerne er genbrug – men utroligt flot bearbejdet og en flot finish – blandt andet ”Aviator tomcat chair” eller ”Saddle chair” (se stolene herhttp://www.timothyoulton.com/usa/en/products/categories/seating/armchairs.html). Han laver også borde og reoler mv. af gamle kufferter og meget mere – kig forbi – det er inspirerende design.
Se flere Timothy Oulton møbler til inspiration:http://www.timothyoulton.com/usa/en/to/
Jeg kan kun opfordre til at udforske det flotte landskab og de mange oplevelser og perler i Andalusien – Hvor du kan kombinere en badeferie med mange smukke oplevelser.
FLERE LINKS
Guide på dansk til Malaga og andre byer i Spanien:http://www.arrivalguides.com/da/Travelguides/Europe/Spain/MALAGAInfo/historie om Malaga, kort osv. På dansk:http://www.malagainformation.com/danish/Info om malaga, hoteller, turistguides – al info du behøver om en tur/ferie i Malaga:http://www.malagaturismo.com/enLokal gratisguide ”Grapevine” fra Competa og omegn, med annoncer for lokale butikker, reatauranter, info om ”nyttige numre” mv. Fås i printet udgave gratis hos turistbureauet og hoteller. Du kan her se guiden omline: http://www.thegrapevine.es/Mere spændende info om Andalusien og solkysten: http://www.andalucia.org/en/