Læsetid: 3 minutter

Weekendophold i Svendborg på “Havets Stjerne”

Til min 50-års fødselsdag, overraskede min mand mig med et weekendophold i Svendborg, på “Havets stjerne” – Stella Maris. Lige fra første møde, er atmosfæren afslappet, elegant og hyggelig. På bagsiden af hotellet er der en stor terrasse og en have, hvorfra der er den smukkeste udsigt over Svendborg sund.

Man kommer ned i gear, og den rolige, afslappede – men også elegante – atmosfære på hotellet smitter af på din egen tilstedeværelse.

Weekendophold i Svendborg. Stella Maris set fra bagsiden
Stella Maris set fra bagsiden. Det indbyder til afslapning og nydelse.

Gourmet i restauranten

Min mand havde booket et gourmet-ophold på Stella Maris. Ved velkomst kunne vi nyde en valgfri drink og nyde udsigten over sundet fra den hyggelige lounge. Restauranten ligger i forlængelse af lounge-området med samme beroligende udsigt.

Middagen var med i prisen på det ophold der var booket, og vi kunne frit vælge 5 retter fra menuen, men vi valgte at lade vores tjener sammensætte menuen, og lod os overraske – både med menuen og drikkelsen. Det fortrød vi ikke! Det var en udsøgt middag af lækre lokale råvarer, og vi blev betjent af en tjener der var for sej!

Weekendophold i Svendborg. Stella Maris. Forret med asparges, rejer og hollandaise.
Forret med friske asparges , friske fjordrejer og hollandaise – “what’s not to like”?

Jeg var vildt imponeret af hendes overblik over restauranten og gæsterne. Der var tydeligvis meget travlt, og ikke nok personale. Der var også et selskab i loungeområdet. Hun havde overblik over det hele!

Vi sad endda ikke og ventede for længe mellem retterne, og hun havde overskud til at tale med gæsterne – hun lod os ikke på noget tidspunkt mærke at der var travlt. Jeg var vildt imponeret af stedet, men især også af denne tjeners kølige overblik og professionelle indsats! Bravo!

Der forefindes både parkeringspladser ved hotellet og opladere hvis du kører på el.

Boblende velkomst på Stella Maris.

Svendborg – den gamle bydel

Vi nåede også en tur ind til den gamle del af Svendborg, og det kan anbefales at tage en tur til centrum. Stella Maris ligger lidt udenfor bymidten, men det tager 10 minutter i bil.

I Svendborg er der en summende kreativitet. Man fornemmer at der er meget musik og kreative kræfter der holder til. Mange hyggelige caféer, og masser af steder der kan købes is. Lokalt kunsthåndværk, håndarbejde, illustrationer, smykker og meget mere. Et inspirerende pust! Tag eventuelt også vejen forbi “Kammerateriet” ved havnen, som byder på masser af atmosfære og stemning. På samme side forefindes også museum og masser af kunsthåndværk og caféliv.

Knæwr Kaffebar. Nykværnet kaffe.
Byg din egen kakao…

En lille anbefaling til en god kop kaffe: Tá et smut forbi “Knæwr kaffebar”, hvor du også kan “bygge” din egen kakao. Jeg faldt også for illustrationerne på væggene, der er lavet af den lokale illustrator Nadia Staldgaard.

Illustration af Nadia Staldgaard.

Der er masser af inspiration at finde i Svendborg, men man kan også bare nyde og flyde hen på opholdet på hotellet. Uanset hvad, var opholdet en nydelse og roen indfandt sig med det samme i krop og sjæl.

Læs mere om Stella maris her!

Tidligere artikelNår mad bliver en oplevelse af nærhed
Næste artikelGuide til Vietnam: på ekspedition i Son Doong – verdens største grotte