Hvis du vil lege lidt mere med fotografering med din telefon, kan man købe nogle små objektiver, som kan sættes på telefonen med en lille magnet.
De koster mellem 30-100 kr. Jeg fandt min lille pakke i Kvickly til 39,95 kroner.
Objektiverne kan optage i makro, vidvinkel og fisheye. Det virker upåklageligt. Selvfølgelig bliver det ikke fuldt ud ligeså godt som for eksempel et stort fiskeøje objektiv på et rigtigt kamera, men man kan lave en meget god effekt. Desuden koster et rigtigt objektiv en herregård i forhold til. Og som amatørfotograf, er det ikke en effekt eller objektiv jeg ville bruge så tit. Dog har jeg nogle gange godt kunne tænke mig at tage et foto af et landskab eller en skyline med vidvinkel.
Et lille men…. Min telefon har glasfronter, så magneten kan ikke sættes fast. Dette har jeg dog løst ved at lime den lille magnet fast med superglue til det bekyttelsescover jeg har på telefonen – så den ikke er limet fast til selve telefonen.
Objektiverne er meget små, så man skal passe godt på dem. De kan dog sættes fast til en nøglering.
Der er fri leg i sigte. Og de fylder ikke meget i baggagen til ferien eller weekendturen…..ja de fylder næsten heller ingenting i lommen.