En 21 dages rundrejse
I september måned i år, drog min mand og jeg på en rejse som vi har haft i vores tanker og drømme i mange år. Vores drøm var hovedsagligt at opleve Machu Picchu og se Nasca-linierne. Men vi fik meget mere end hvad vores drømme kunne kapere på denne betagende rundrejse i det sydlige Peru.
Når jeg tænker tilbage på rejsen , ser jeg først og fremmest for mit indre blik de klare, vibrerende farver i de lokale klædedragter og det smukke vævede og strikkede håndværk af alpakauld. De vidunderlige og fascinerende dyr på de vide sletter – fra de vildtlevende, sky vikunjaer og tamme, bedårende alpakaer til majestætisk svævende kondorer over Colca Canyon. Små kryb, fugleedderkopper, de legende aber, flododderen og smukke fugle i regnskoven ved Puerto Maldonado og de altid underholdende hunde som færdes på egen pote i alle byerne. Hundene er dog ikke herreløse. Men i Peru holder man mange steder hund på en helt anden måde end vi gør i Danmark.
For mit indre blik genkalder jeg mig også Perus afvekslende natur, og der fremkaldes ikke mindst en følelse af taknemmelighed over de hjælpsomme, venlige, dygtige og fascinerende mennesker vi har mødt på vores vej igennem Inkaernes rige. Et rige der har sat sine dybe spor i den kultur man møder i dagens Peru.
Vores rejse i det sydlige Peru, bragte os fra et Stillehavsklima ved hovedstaden Lima og Paracas til ørkenlandet ved Nasca, den milde varme i Arequipa, Chivay, Puno, Cusco, Machu Picchu og en luftfugtighed på 80 og 39 graders varme ved Puerto Maldonado i regnskoven. Vi bevægede os fra 154 meter over havets overflade til ”svimlende” 4910 meter som det højeste geografiske punkt på rejsen. Det er vigtigt at man langsomt tilvænner sig højden for at undgå højdesyge, og dette var også taget i betragtning i den udførlige rejseplan.
Islas ballestas og det hvide guld
Fra morgenstunden var der en let tåge over Paracas, men den lettede lige så umærkbart som den var kommet snigende over land fra kysten. Islas Ballestas, der ligger nær Paracas, er en gruppe af små øer, der hovedsagligt består af klippeformationer. På sejlturen ud ses en stor geoglyf ”kandelabren”, som kun kan ses fra søsiden. Da vi nåede ud til øerne, var der ingen tvivl om det rige fugleliv. Lugten af fuglelort var umiskendelig – den hang tæt i luften som de svævende fugle. Som passager på båden, kan man være ”heldig” at få en vareprøve med hjem. Fuglelort har været en eksportvare til gødning, og har skabt meget rigdom med sig. På lolland, hvor jeg kommer fra, kalder vi sukker for det hvide guld, men i Peru er det altså fuglelort/guano.
På turen så vi mange havfugle, pelikaner, søløver der hvilede sig på stejle, smalle klippeformationer, krabber, søstjerner og livlige humboldt pingviner.
Geoglyfferne i Nasca
00 kilometer syd for Lima kan man se ”Lines and Geoglyphs of Nasca and Palpa” – eller Nasca-linerne, som de kaldes. Seværdigheden har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1994. Linierne blev opført af Nazcafolket i perioden 200 f.kr.-700 e.kr. Formålet med linjerne er endnu ikke opklaret. Teorierne er mange. Den mest plausible er nok at det er en form for astronomisk kalender. Teorier om alt fra landingsbaner for rumvæsener til vejviser for vand-årer er dog også i omløb. Linierne ses fra luften, og dækker et område på omkring 450 km2. Der opdages stadig flere linier i Nasca og Palpa ved hjælp af droner. Det er et smukt mysterium – en kommunikation fra en fjern fortid. Men hvis man har nemt ved at blive luftsyg, skal man forberede sig godt, for flyet kæntrer skarpt til begge sider, og man ligger nærmest på siden, for at man kan se de berømte aftegninger. Der var flere der måtte ofre til de dertil placerede poser i flyet.
Ved foden af vulkanen Misti
Arequipa er Perus næststørste by beliggende ved foden af vulkanen Misti. Byen har 800.000 indbyggere. Der var ingen planlagte guidede ture da vi ankom, så vi havde en hel dag hvor vi kunne gå på opdagelse i den charmerende by. Arequipa ligger i 2.335 meters højde, og vores ophold her med en ekstra overnatning, var en del af planen med at undgå højdesyge. Den efterfølgende dag ville vi nemlig bevæge os opad mod 4.910 meters højde.
Ispigen Juanita
To rejsende på opdagelse i Arequipa, og et tilfældigt møde med en reklame for Museo Santuarios Andinos, udmundede i et af de mest fascinerende museumsbesøg jeg har haft i umindelige tider. Ispigen Juanita er udstillet her, og inden man bliver ført ind til hendes hvilested i den glasmontre hvor hun er udstillet, får man fortalt den fascinerende, bedrøvelige og fantastiske historie om hende og hendes følges færd inden hun blev ofret på vulkanen Ampato. En Inkapige var blevet ofret på toppen af vulkanen Ampato. En ekspedition fandt pigen på toppen af Vulkanen, hvor hun sad fastfrosset i fosterstillingen, som den dag hun for flere hundrede år siden blev ofret til alles frelse.
Hele følget med ”Juanita” har dengang vandret 500 kilometer inden de nåede vulkanens top. Når præsterne igennem tegn i naturen kunne se, at der var en naturkatastrofe på vej, blev en ung pige eller dreng ofret. Det var de specielt udvalgte, de smukkeste og klogeste, der gik i en speciel skole, der skulle forberede dem på deres kald. Pigerne fik blandt andet redskaber med til at spinde og karte uld. De blev svøbt i de fineste vævede ponchoer og sjaler, der var fæstnet med sirligt håndværk i sølv, guld eller kobber. Med sig fik de også keramik på deres endelige rejse.
Ved undersøgelser af ”Juanita”, har man fundet spor efter et stof, der har beroliget hende og gjort hende bevidstløs, så hun ikke har været ved bevidsthed da hun fik ”dødsslaget”. En grum skæbne, der for hende og familien må have været en stor ære, set i forhold til deres liv, levemåde og tro. En yderst bevægende historie, og da vi til sidst så hende – siddende i fosterstilling i nedfrosset tilstand, var der en andægtig stilhed og respekt om hendes lig.
Detalje, Santa Catalina 
Arbejdende værksted Mundo Alpaka 
En lukket verden
I området omkring Plaza de Armas, findes utallige herlige butikker med huer, vanter, sjaler, bluser og poncho’er fremstillet af det lækreste alpakauld. Midt i dette slaraffenland for uldentusiaster ligger Santa Catalina klosteret. Et kloster fra kolonitiden, der ellers hidtil har været lukket land – hvor de levede afsondret fra omverdenen. Men nu kan man se de smukke omgivelser, der fører en tilbage til en anden tid. Smukke rekreative områder med den ene fotogene gårdhave efter den anden og smukke, klare farver. Andægtige boliger og store køkkener med alt fra møller til tærskeværker, store stenovne og komfurer, og et enkelt stor-køkken der er dækket af sod på de (engang) lysegrå vægge og loft. I storhedstiden i 1600-tallet, husede klosteret 150 nonner og cirka 300 tjenestefolk. Nonnerne levede godt, da de alle stammede fra velhavende familier. I 1970 blev portene åbnet til Santa Catalina.
Alpakaernes verden
Mundo Alpaka ligger i gå-afstand fra centrum af Arequipa. Udenfor museet, går alpakaer med den lækreste uld i en fold til beskuelse af de henrykte og ”klappe-parate” besøgende. I udstillingen er der også et arbejdende værksted, hvor man kan se ulden blive sorteret, bearbejdet, og ikke mindst hvordan den bliver vævet til de smukkeste tæpper. Alpakaulden findes i ikke mindre end 22 forskellige naturlige farvevarianter fra de helt sorte/grålige nuancer til de brunlige, gyldne og hvide. Ulden med de strålende farver, bliver indfarvet med planter.
Gustav Eiffels trappe
Ja, ham der er skaberen af det berømte tårn i Paris. Eiffel har også designet og bygget en vindeltrappe i den lille, hyggelige restaurant Zig Zag. Maden er velsmagende og tilberedt af lokale, delikate råvarer. Jeg kan blandt andet anbefale at smage grillet alpaka-kød. Prisen var chokerende lav i forhold til danske priser på en tilsvarende restaurant. For drinks, hovedret, rødvin, dessert og kaffe for 2 personer, lød regningen på cirka 400 kroner.
Bedårende vikunjaer
Colca Canyon og højdesyge
Jeg mærkede højden ved en ubehagelig tryggen bag øjnene, svimmelhed og en hurtigere vejrtrækning og momentvis åndenød. Vi stoppede undervejs ved en cafe, der serverede coca te, som tog noget af toppen af den følte ubehag. På alle hotellerne i højderne kunne man lave sin egen coca-te af tørrede blade. Hvis højdesygen skulle blive for overvældende eller decideret invaliderende, var hotellerne også udstyret med iltflasker.
De lokale bruger cocabladene som naturmedicin og et ekstra mineraltilskud. Bladene har blandt andet et højt indhold af calcium.
Svævende kondorer
”Cruz de Condor”, udsigtspunkt for at se kondorer var tætpakket. Men vores guide kendte til flere andre steder med bedre udsigt og færre mennesker og større chance for at se kondorer. At se kondorerne svæve afhænger meget af vindene, og da vi var der, var der ikke så meget opdrift. Men ved en af udsigtspunkterne, var der en kondor meget tæt på. Hun sad og tronede på et klippefremspring og var helt upåvirket af sit store publikum. Vi så hende ikke flyve, selvom hun gjorde anslag til det flere gange og gav os et show og bredte sine vinger ud , så vi kunne nyde synet af hendes vingefang på omkring tre meter.
På vejen tilbage mod Chivay, var der et par busser der var stoppet og fyldte det meste af vejen. Både vores guide og chauffør, var meget opmærksomme på situationen. Alle blev gennet hurtigt ud af bussen. Der blev kigget op over en klippeside, og der så vi kondorerne svæve – fire styk svævede majestætisk på vindene henover hovederne på os.
Titicacasøen
Søen er delt imellem Peru og Bolivia. Det er en af de højest beliggende søer i verden. Vandoverfladen ligger 3812 meter over havet og har et areal på 8.372 km².
Cusco og inkaerne
Inkaernes hovedstad, og regenten, Inkaens hovedsæde. Inkaerne var velhavende, og man regner med at kun cirka 2% af inkaguldet er bevaret. Selvom de havde en ufattelig rigdom målt i guld, var inka-folkets største rigdom deres viden om stjernerne, solen, månen, agerdyrkning, afgrøder, håndværk og håndarbejde. Den rigelige føde og biodiversiteten, og ikke mindst deres fantastiske evner som ingeniører. Meget viden er gået tabt, men mange traditioner er gået i arv. Håndværk, håndarbejde og dyrkning af afgrøder er en tradition og en gave, der stadig er givende i dagens Peru. Landet er rig på forskellige afgrøder og råvarer. Af kartofler findes der alene 3000 forskellige sorter og majs omkring 200 forskellige slags. Hos Inkafolket, skulle ingen være sultne. Der blev samlet til forråd, og gemt til dårligere tider, men man sørgede for, at der var mad til alle.
Overalt i Cuscos historiske bydel, findes spor efter inkaerne og deres arkitektur. Hvis man interesserer sig for inkafolket og skal videre til Machu Picchu, kan det anbefales at starte med at udforske de mange historiske steder, museer og katedraler i Cusco.
San Pedro Mercado
I markedshallen ”San Pedro Mercado”, summer det af liv og handel imellem mennesker. En stor markedshal, hvor gangene er inddelt i emner: Fersk kød, kakao, kaffe, blomster, krydderier, grøntsager, frugt, nyblendede smoothies og friskpresset saft. En hel sektion med streetfood – ligeledes inddelt i emner: vegetarisk, æg, nudler, oksekød, grøntsager og mange flere. Markedet er populært både hos de lokale og turisterne. Selvom man ikke kommer forbi med en handel i tankerne, er der masser af oplevelser at hente for alle sanser.
Machu Picchu
Med tog fra Cusco til Machu Picchu Pueblo (Aguas Calientes). På den 3,5 timer lange togtur kan man i panoramavinduet på taget, nyde nogle vidunderlige udsigter over bjerge og dale. Turen fra stationen ved Pueblo’en til hotellet, gik igennem en kæmpe markedshal med boder så langt øjet kunne se – trøjer, huer, tasker, smykker – oppe, nede og til alle sider. Byen ligger smukt placeret i en dal med udsigt til bjerge og med stejle gader. Der kører ingen biler i Machu Picchu Pueblo, så al transport af f.eks byggematerialer og varer til hotellerne, foregår med sækkevogne og trækvogne opad de stejle gader. Den eneste måde at komme til Machu Picchu på fra byen, er med en af de turistbusser der kører i pendulfart eller til fods. Busserne er de eneste tilladte køretøjer ved Machu Picchu.
Der kører 26 busser i pendulfart i døgnet til Machu Picchu. Køen til bussen er lang lige fra den tidlige morgen. Men de var hurtige til at få fyldt busserne op. Det ser kaotisk ud, men de har fuldstændig styr på det. De er vant til at håndtere omkring 9000 besøgende om dagen. Der er cirka 3,5 millioner besøgende om året! For 3 år siden var det omkring 800.000. Man kan godt forstå hvorfor der er nogle der gerne vil have sat begrænsninger på ligesom der er på Inkastien. Der skal man købe en tilladelse, og dem har de måtte begrænse. Der er 500 vandrende på Inka-stien HVER DAG!
HUSK INSEKTSPRAY!
Jeg læste heldigvis i min guidebog dagen forinden, at det var en god ide med insekt-spray ved Machu Picchu, så vi havde anskaffet os en af de heftige, som vi også skulle have med til regnskoven. Det var et af de rigtig gode råd! Man hverken så eller hørte dem, de små bæster, men det kunne ses og mærkes når først man var blevet stukket.
Machu Picchu er et imponerende værk, som stadig var under udvidelse da det blev forladt. Det første syn der møder en fra det første udsigtspunkt er berigende og fascinerende. Udover at blive beriget med det fantastiske syn, var det guld værd at have en guide med, der fortalte selve historien – hvorfor ligger det egentlig her? Hvad ved vi om inkaerne? Hvordan levede de?
Boligerne på Machu Picchu var bygget forskelligt op, alt efter om det var den ”almindelige borger” eller til Inkaen når han kom på besøg fra hovedstaden Cusco.
Machu Picchu blev opdaget ved et tilfælde! Det var blevet forladt, og man har fundet spor, der tyder på at alt bare er blevet efterladt i en hast.
I løbet af godt og vel 400 år, kan sådan en by blive opslugt af junglen, men nogle lokale vidste noget om, at der lå nogle ruiner der. En lokal guide viste videnskabsmanden Hiram Bingham til ruinerne under en ekspedition i 1911. Med støtte fra Yale University og National Geographic (og for øvrigt også KODAK), kom Bingham tilbage til ruinbyen to gange for at foretage arkæologiske undersøgelser. Bingham tog mere end 700 billeder af den glemte by, både før den blev ryddet fri af junglen og efter.
Regnskov og eksotiske planter
Flyveturen foregik fra en lille lufthavn midt i byen Cusco. Flyvetid cirka 45 minutter – og BUM! Så landede vi i Puerto Maldonado til en luftfugtighed på 80 og 39 graders varme.
Vores base for dette besøg, var på Inkaterra Hacienda Concepcion. Vi blev modtaget med åbne arme, smil og en briefing om området. Der var planlagt flere guidede ture, og allerede første dag og aften, var vi afsted. Første tur var en vandretur på området, hvor vi blev informeret om Inkaterras arbejde for, at området igen skal blive vildt voksende regnskov. Inkaterra har købt området, som engang var en plantage. Du opfordres til at koble fra og lægge elektronikken væk, og være tilstede lige nu og her. Desuden var der kun meget langsomt wi-fi i hovedbygningen, og dårligt signal på telefonen. Der var endda sørget for vækning om morgenen! Næste dag vækning klokken 5, morgenmad 5.30 og første ekspedition klokken 6!
Tambopata – National Reserve
Jeg sov ikke så godt den første nat. Mange ukendte lyde holdt mig vågen. Desuden vækkede brøleaberne mig omkring klokken 4. Et specielt brøl, der lyder som en lyd fra en gyser – en lyd der bliver spillet baglæns.
Efter en stor morgenbuffet og eggs Benedict, Inkaterra style på kakaobrød, gik turen afsted til National Reserve Tambopata, der ligger cirka 15 minutters sejlads fra Inkaterra.
På turen så vi flere forskellige aber, fugle og sågar et dovendyr (den sad og sov, og var svær at få øje på, men ikke desto mindre, er vi sikre på at vi så den!). På Sandoval Lake var vi utroligt heldige at se den truede store flododder. Vi så en hel flok på 5-6 stykker, der pludrede og smaskede fisk i sig (vi var så tæt på , at vi tydeligt kunne høre dem smaske). Alle var helt stille og meget taknemmelige over disse øjeblikke. Selv vores lokale guider var opstemte efter oplevelsen af den lille flok oddere, da de er et sjældent syn.
Hejrer, smukke sommerfugle, edderkopper (en enkelt hvis spind bliver brugt i teknologien i skudsikre veste), papegøjer, spætter og sågar små skildpadder som sad på træstubbe i vandet og blev generet af sommerfugle som blev ved med at ”kysse” dem på næsen for at få lidt salt.
Lægeplanter
Viden om lægeplanter i Botanical Garden, som er en del af et projekt på Inkaterra. Forskellige lægeplanter og medicin. Antiseptisk, helende, smertestillende, bedøvende, potensfremmende (denne plante kaldte de lokale for ”get up, get up”.
Vi prøvede en lillebitte flig af et blad på en plante der var lokalbedøvende og smertestillende. Vi tyggede to gange og straks kunne man mærke en snurren i tungen og en lettere følelsesløshed. Tænk bare hvad et enkelt blad kan gøre.
Vi smagte frisk ”brazil-nut” (paranød). Det er en stor del af høsten i denne del af regnskoven. Træerne vokser vildt i regnskoven. Det er ikke noget der dyrkes. Træerne er ligeledes afhængige af den omkringliggende fauna. I en kapsel (på størrelse med en kokosnød), kan der ligge 15-20 nødder. Det er en meget hård skal, som måtte åbnes med machete. Det eneste dyr, der har held til at åbne den (og dermed sprede træets frø), er Agouti, en lille gnaver (den kan veje et par kilo), der også færdedes rundt omkring på området ved Inkaterra Hacienda Concepcion.
Lokale farmere lejer sig til rettigheder af regeringen til at høste nødderne i et bestemt område. Hvis de ikke overholder reglerne (blandt andet må intet affald efterlades), mister de deres ret til at høste. Brazil-nut træerne kan blive op til 60 meter høje. Der må kun samles de nødder der er faldet ned.
Senere samme dag var vi på gåtur i området, hvor vi så masser af legende aber og flagermus. På en sejltur i områdets egen lille dam oplevede vi et rigt fugleliv. Øjet kunne frydes ved synet af en kaiman (en lille alligator) og massevis af den ildelugtende, men utroligt smukke Hoatzinfugl, der også kaldes ”Stinkfuglen”, da den lugter af gødning.
Eftertanke
En rejse med masser af gode, positive oplevelser af en anden kultur og en smittende glæde og venlighed. Et land rigt på fødevarer, kultur og mangfoldighed. Både blandt befolkning, temperatur- og klima mæssigt. Det er et land der er stolt af deres historie, håndværk og landbrug.
Inkaernes leveregler
Du må ikke lyve, stjæle eller være doven. Overalt hvor vi kom mødte vi venlighed, tålmodighed og varme smil blandt de smukke peruvianere. Man fik det indtryk at de er hårdtarbejdende, dedikerede og gør sig umage i alt hvad de gør.
