I denne tid har vi fået øjnene op for vores eget land, og de oplevelser der ligger i lokalområdet. Her præsenterer jeg mine egne favoritter fra Nakskov på Lolland – det er det der ligger mig nærmest. Jeg er selv begyndt at udforske mit lokale område, og vil også komme mere rundt i det danske land i den nærmeste tid.

Guld og grønne skove

Nakskov har desværre fået et ry som er svært at kaste af sig, fordi byen ofte omtales i medierne af folk der aldrig har oplevet egnen, eller forholder sig til begivenheder der ligger mange årtier tilbage. Byens ry hænger ved som – undskyld mit sprog – en hundelort, der ikke er til at skrabe af skoen. Men med dette indlæg vil jeg gerne komme med mine egne anbefalinger – oplevelser og yndlingssteder i Nakskov – og forhåbentlig skrabe nogle af fordommene væk. Steder der betyder noget for mig og giver mig inspiration. Her er masser af guld i vores muld og smuk natur og grønne skove.

nakskov_indrefjord
Nakskov Indre fjord. Smuk natur og fugleliv i nærheden af bymidten.

Hvis du selv er fra egnen, har du måske nogle andre favoritter, eller også kan du få øjnene op for nogle nye. Der er andre dejlige steder end dem jeg anbefaler her, og hvis man tager omegnen med, er der endnu flere. Hvis du ikke er fra egnen, kan du forhåbentlig få noget inspiration videre med på din vej.

Fjorden og de vide horisonter

Tá en sejtur ud i fjorden til de mange små øer. Eller en tur med Postbåden. Luft under vingerne og vind i håret, og nyd udsigten af den smukke natur, historie og ikke mindst den smukkeste havnefront. Jeg kan anbefale at tage en ”Solfaldstur” hvor du kan nyde solnedgangen fra vandet og glemme alt om tid og sted.

Havnemiljø og smukke stræder

Der er mange smukke gamle huse og små stræder i Nakskovs bymidte. Eksempelvis Theisens Gård i nærheden af turistbureauet (det gamle apotek). Gårdmiljø med et historisk vingesus. Bibrostræde er et af de smukke – og nok mest fotograferede stræder i nakskov – da man fra havnen og op igennem strædet kan se Sct. Nikolai kirkes tårn. Tá på udkig i byen og en tur op ad gå-gaden, på jagt i de små sidestræder efter de hyggelige gamle byhuse.

Selvom jeg ikke har været rundt i hele Danmark, er Nakskovs havnefront – i hvert fald indtil videre – en af de smukkeste jeg har set.

Kulinarisk nydelse på Axeltorv

Restaurant GonzalezFeilberg på Axeltorv er min yndlingsrestaurant i Nakskov. Absolut i topklasse. Der anvendes lokale råvarer, og jeg elsker de forskellige blomster og urter fra indehavernes egen have, der bliver pyntet med – og giver nye smagsoplevelser. Vi har fødevarer af bedste kvalitet på Lolland, som de store succesrige gourmetrestauranter har fået øjnene op for – og det var på tide at vi selv fik smag for sagen. For mig er Restaurant gonzalezFeilberg velsmag, veltilberedt mad, god betjening og fokus på kvalitet og gode lollandske råvarer. Til frokost elsker jeg deres nyfortolkning af den danske klassiker hønsesalat.

Butik med evig inspiration

I den modsatte ende af Axeltorv – ved Klokketårnet, ligger min absolutte yndlingsbutik i Nakskov – måske på hele Lolland – ”Kræmmerhuset”.

Når sæsonen skifter, skal jeg altid forbi udstillingsvinduerne. Jeg er altid imponeret over de dygtigt iscenesatte vinduer – og temaet er ligeledes gennemgående i selve butikken. Især omkring juletid, vil jeg anbefale en tur forbi butikken, bare for at opleve stemningen, de smukke vinduer og dekorationer, og den dragende duft af kaffe, chokolade og andre lækkerier.

Det er en kilde til stor inspiration, og den altid venlige,smilende betjening og hjælpsomhed, får mig til at vende tilbage til denne butik. Her kan findes inspiration til både den lille og store gave, og der er design i alle prisklasser. Brugskunst, tøj, puder, tasker, delikatesser og meget mere. Jeg kan anbefale at tage en tur til butikken – og lade dig inspirere- indtage stemningen.

På cykel rundt om Nakskov

Rundt om Nakskov ligger ”Ringstien” der er cirka 21 kilometer lang. Den forbinder fjord, by og land. Tag en del af ruten, eller hele turen rundt. Jeg kan især anbefale den del der går fra Strandpromenaden og ud til Teglværksskoven – men inden du cykler ind på Ringstien, vil jeg anbefale en tur ud til Hestehovedet til stranden og et kig ud over fjorden. Det er en smuk tur, hvor man både kommer forbi fjord, land og skov.

Andre anbefalinger:

Tropehuset

Gartneri, brugskunst, loppefund, vintage-stemning, gaver, delikatesser. Altid inspirerende.

Stine & Leo

Åbningstider kan variere (følg med på facebook). De lækreste smoothies, og altid et varmt smil og godt humør med på din vej.

Café Risteriet

Dansk hygge, mad, kaffe og kage – altid nyristede kaffebønner. Ligger kun en lille gåtur fra bymidten.

Restaurant Surt & Sødt

Lækkert, velsmurt og veltilberedt dansk smørrebrød. Bagels og andre lækkerier. Lige ved Klokketårnet i gå-gaden.

Teglværksskoven

(Indkørsel til parkering på Helgenæsvej). Et stop på vejen, hvis du cykler eller går ad Ringstien. Smukt rekreativt område med søer og skov.

Se også mine forslag til ture på Lolland “Fra muld til guld”.