Holckenhavn Slot: Weekendophold

Romantik med den udkårne

Vores besøg var et af de sjældne weekendophold, der bliver udbudt af Holckenhavn. Det er mest større selskaber, især bryllupper er populære, der optager pladserne på slottet, men hold øje med hjemmesiden. Der bliver de weekender offentliggjort, hvor der er åbent for booking til de romantiske og meget populære weekendophold.

Slottet ligger cirka 5 minutters kørsel fra Nyborg Station.

Turen var en overraskelse fra min mand, og jeg vidste kun at vi skulle med toget for at komme til vores destination - jeg vidste ikke hvorhen det ville bringe os. Først da vi satte os ind i en taxa på Nyborg station, fik jeg at vide hvor vi skulle hen.

Det var en fantastisk overraskelse – og stedet ER meget romantisk, og det indbyder til romantik med ens udkårne.

Velkomst på Slottet

Ved velkomsten blev vi vist til vores værelse på slottet (min vidunderlige mand havde skaffet en suite), og derefter var der tid til at se sig lidt omkring i slottets dejlige park. Som en fælles velkomst, da alle gæster var ankommet, fik vi serveret kaffe/te med den flotteste kage, der var en fryd for såvel øjet som ganen efter en lang rejse.

Baronesse Christina Holck, gav os alle en fælles velkomst sammen med en kort fortælling om hendes meget lange vej og kamp for at bevare slottet. Hockenhavn kan dateres til 1579. Baronessen er en fantastisk inspirerende person.

Man kan ikke undgå at beundre hendes indsats, når man sidder og nyder sin kaffe i de flotte romantiske lokaler, som ved hendes overtagelse som 28-årig, var i en meget ringe forfatning. Som kun 16-årig arvede hun sit barndomshjem, som på det tidspunkt var i forfald, men det er hendes mod og vilje, der har gjort stedet fantastisk.

Romantik, ro og gourmet

Stedet indsvøber dig i en ro, og en taknemmelighed. Ikke mindst opfylder et ophold her dig med gode historier om slottet, omgivelserne og ikke mindst om Christinas mangeårige kamp for at få stedet på højkant. Jeg er fuld af beundring.

Man får også en rundvisning – med en meget inspirerende fortæller. Alle slottets større og mindre historier bliver gjort spændende for de lyttende gæster.

Stedet ER romantisk, men personalet har også gjort både værelse og spisesalen romantisk for alle gæster. Rosenblade er strøet udover bordet, og i suiten var der rosenblade ved badekar og sengeborde.

Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selvom jeg ikke er den store romantiker, kan man ikke undgå at komme i den rette stemning. Jeg havde endda taget tøj med, så jeg kunne klæde om til middag (så meget havde jeg da fået at vide inden afrejse).

Der var en lille flænge i min kjole, men service er i top på stedet, så selvfølgelig havde de et lille sy-kit som jeg fik til reparationen.

Middagen

Stemning var i top hos alle gæster, og alene duften af roserne på bordet, gør en salig og åben for de kommende sanseindtryk fra køkkenet.

Service er i top, og det smilende personale er med til at gøre middagen yderst behagelig. Gourmet måltidet var meget velsmagende og tilberedt med årstidens friske, lokale råvarer.

Serveringen var smukt anrettet, og indimellem også traditionel (her ikke et fy-ord, men i den mest positive betydning). Stor smag og rigelige mængder af vin (en god ide indimellem at holde hånden over glasset, hvis romantikken skal holde aftenen ud).

Efter middagen, blev der serveret kaffe og sødt i ”baren” i et tilstødende lokale, hvor der var opstillet runde borde med barstole og hvide duge. Således er stemningen sat, hvis man vil have noget af det lidt stærkere, og det indbyder også til samtale med nogle af de andre gæster.

Vi mødte i hvert fald nogle meget interessante mennesker på denne tur. Men hvis man bare gerne vil være sig selv, kan man sagtens undgå at være social med de andre gæster.

Morgenbuffet

Veludhvilet og stadig fortryllet af stedet, stod vi op til et overdådigt morgenbord, der ligeledes også bærer præg af de friske råvarer. Med fyldte maver, og den rolige, romantiske stemning i vores sind, kunne vi takke af med en godt fyldt mental bagage på hjemturen.

Hvis romantikken skal blomstre, og man bare gerne vil nyde hinandens selskab i de mest perfekte rammer, kan et ophold på Holckenhavn Slot kun på det varmeste anbefales.

Læs meget mere om slottet og find udbud af weekendophold på hjemmesiden.

Tagget , , , , .